Coast to Coast 2007  

For snart et år siden blev beslutningen taget om hvorvidt jeg ville køre coast to coast i uge 38. Det var en fra Kæden, - jeg husker ikke hvem – som spurgte om jeg ikke skulle med ned og køre i Pyrenæerne. Der er jo ikke noget nemmere end at sige selvfølgelig skal jeg det, det ligger jo næsten et år ude i fremtiden og der er masser af tid til at træne og spare penge sammen til turen. Begge dele blev klaret, og langt om længe kom dagen hvor jeg skulle af sted. Fredag d.14. september kl. 8.30 afkørsel 50 på Metax tanken, som nu er Shell, står vi 10 mand og venter på at bussen skal dukke op. Den er vel også kun en halv time forsinket da den dukker op, hvad kan det ikke blive til på de næste 2000 km!!!  Efter at have pakket cykler i den dertil indrettede trailer, og fundet vores pladser efter frit valg metoden, starter den længste etape på hele turen. Bortset fra endnu en opsamling i Kolding, er der stop ca. hver fjerde time for at bytte chauffør og strække ben. Kald det luksus bus, fly sæder, air con hvad som helst, det kan bedst sammenlignes med en dyre - transport. Her får dyrene bare lov til at komme lidt ud en gang imellem, for så at blive stuvet sammen igen på for lidt plads. Bortset fra at det at køre i bus er kedeligt, så gik turen godt og vi var fremme i Port La Nouvelle ved Middelhavets kyst lidt over middag. Selv om alle var trætte og radbrækkede efter turen, så hjalp det at komme ud i 26 grader og sol fra en skyfri himmel. Hotellet ligger med kun en vej imellem sig og stranden, så selvom bade sæsonen er slut – er der næsten ingen mennesker på stranden, hvorfor mon? – så er det oplagt at tage en dukkert senere. Fordi vi er fremme før beregnet har alle ikke fået deres værelser,men det forhindrer ikke, at cyklerne bliver pakket ud og gjort klar, og kl. 15.00 triller vi ud på en lille tur i det fine vejr. Godt 40 km.

senere, og efter endnu en omklædning er vi klar til at hoppe i bølgen blå. Det bliver et hurtigt hop i, og et endnu hurtigere hop ud af vandet igen, det var Storebælts koldt, fy for en skuffelse. Resten af dagen går med at gøre klar til i morgen, kigge på byen og handle lidt, nu er det kun en god nats søvn der mangler, så starter eventyret. 

Fransk morgenmad består mest af kaffe og baguette, det kører en cykelrytter ikke langt på, så Dan Frost rejser havde medbragt havregryn. Meget fornuftigt, en portion med honning, sukker eller syltetøj så er bunden lagt og man er klar til lidt af hvert. På turen der ned havde vi skrevet os på de hold vi mente vi passede på, ikke fordi det er et ræs, men fordi holdene skulle være så homogene som muligt, det skulle nu vise sig om der var valgt rigtigt. 

Kl. 9.15 kørte hold 3 af sted, det var blevet det største og måske også for stort mente en af guiderne. Et kvarter senere kørte så hold 1 og 2 som i dagens anledning var slået sammen fordi Dan Frost først kom fra Vueltaen dagen efter, han arbejder også for CSC og skulle vente på en afløser. Det siger sig selv, at når man starter ude ved kysten og begiver sig ind i landet så vil det gå op ad. Ingen undtagelse her, men det er stille og roligt og alle kommer op på den første knold som er på 267m. I alt skal vi over fire knolde den første dag, hvor den højeste er 610m., så det er til at have med at gøre for alle. Da vi kommer op på den første knold møder vi en masse mænd med orange vest på og gevær i hånden, de er selvfølgelig på jagt, det kan vi godt se. Men hvad jager de? Nogle mener at vide at her ingen dyr er, så det kan kun være vildsvin mener andre. Vi møder mange jægere resten af dagen, men ser ingen døde dyr, ej heller hører vi nogle skud. Til gengæld er der gang i den da vi møder en flok der holder frokost i det lokale forsamlingshus, vi skal nok håbe på at de ikke skal ud og skyde mere den dag, så vil der virkelig være fare for alle. 110km. bliver tilbage lagt i fantastisk landskab med vild natur, vinmarker, små landsbyer, mest på små snoede og ikke alt for gode veje, inden vi når vores første mål som er Limoux. En anden ting vi skal vende os til, i Frankrig spiser de ikke aftensmad før kl. 19.30, så det er sent når vi er fremme ved fire tiden og er sulten som en ulv. Heldigvis er der lavet en sandwich ordning, så vi kan få stillet den værste sult og ikke skal spise energi barer hele tiden. 

Maden stod på en tre retters menu hver dag, startende med en suppe, og de fleste dage en solid hoved ret man kunne blive mæt af. Desserten var gerne is eller noget kage, og selvfølgelig skulle vi have vin til det hele, men det var for egen regning.  

Dag 2  

Dan Frost er dukket op i løbet af natten, vist nok helt fra Granada i syd Spanien, hvor Vueltaen er nået til. Isabella (Dan’s kone) beder hold 1 om ikke at være for hårde ved ham her den første dag. 2.etape ligner den første meget, i hvert fald indtil frokosten i Foix, som viser sig at være en meget hyggelig by. Frokosten bliver indtaget på en fortovs cafe i solskin, og består for nogles vedkommende af pasta, mens andre mener at en baguette ligger bedre i maven. Efter at have spist og fyldt dunke starter den mere alvorlige del af dagens etape, nemlig 25km. opkørsel til Sommet de Portel i 1485m højde. Desværre viser vejret sig også fra en mere alvorlig side, det begynder at blive overskyet og det bliver kun værre jo højere vi kommer op. Der skulle have været en fantastisk udsigt på toppen, men det eneste der var at se var skyer og dem begyndte der at komme noget ud af. Så var det ellers på cyklen og ned i en fart. Det var nu så som så med farten, Dan kendte lige en vej vi skulle ned af som var meget smal, meget snoet og meget spændende at køre på efterhånden som den blev mere og mere våd. Men alle kom godt ned, nu stod det også ned i stænger og de sidste 10-15km skulle bare overstås i en fart. Fremme ved hotellet i Lorp Sentaraille var det blevet tør vejr og det skulle straks udnyttes til at gøre cykler rene med noget mere vand. 

Dag 3 

Den første rigtige bjerg etape i de høje bjerge, med tre store stigninger, alle kendt fra Tour de France og kørt i år på 15 etape fra Foix til Loudenvielle. MEN der var et vejr uden for, og det var ikke just et cykel vejr. Der kom meget kraftige byger med meget vind og der var ikke kø ved døren for at komme ud, faktisk havde de første meldt sig til at blive transporteret med bussen frem til næste hotel. Starten blev udsat 1,5 time, imens ringede Dan og hotel fatter rundt for at finde ud at om det blev bedre, hvordan vejret var i de høje bjerge, og hvad vi ellers havde af alternativer. Efter noget tid bliver det besluttet at aflyse dagens etape, Dan og de to guider mener det er for farligt på ned kørslerne da de er meget stejle. Ydermere vil det være koldt på toppen og vi vil være våde og helt sikkert blive kolde på turen ned, det er jo som bekendt lige til at blive syg af. Ærgerligt, men fuld forståelse og respekt for at der er nogle der vil tage et ansvar, vi skulle jo gerne hjem med fuld førlighed, eller i hvert fald det samme som vi kom med!!! Alternativ rute på ca. 90km.uden for bjergene i roligt tempo med lidt by spurter, men også med mange stop for at finde vej, et par defekter var der også tid til. Vi slap for regn, og nogle mente vi godt kunne køre ind og snuppe bare en enkelt top, men Johnny som denne dag var guide på vores hold sagde nej. Kl. midt på eftermiddagen var vi fremme i Arrau og vi var sultne, så der gik en eftersøgning i gang for at få noget at spise, men de havde alle siesta på nær et sted som havde lasagne. Der var bare den hage ved det at den var frossen, og det tager noget tid at få gjort den spise klar, men det var værd at vente på. Ventetiden gjorde også at vejret var blevet bedre, og der var 5-6 stykker der besluttede at prøve at køre op på Peyresourdes (1569m) nu de var her. Det lykkedes også, men de fortalte at der var regn dis på toppen og ikke særlig varmt, så mon ikke det var den rigtige beslutning der var blevet taget om morgenen. P.S. vi skal bo på hotel D’Angleterre. 

Dag 4 

Konge etapen. Allerede i bussen på vej herned blev denne etape døbt konge etapen, turens højeste bjerg stod på programmet i dag og efter gårdagens manglende bjerge var alle meget tændte. Normalt er det godt med opvarmning inden man skal til at yde optimalt, det har vi også en træner der fortæller os engang imellem. I dag bestod opvarmningen af ca. 300m ned gennem hovedgaden, over floden, et kort stykke til højre, så stod skiltet der viste til Col d’Aspin 12km. Det begynder at stige med det samme, 6,5 % i snit og max 8,7%, men det var længere oppe vi mødte det, heldigvis for det. Vejret var klaret næsten op, men der hang stadig nogle sky klatter rundt omkring, først over os, senere under os. Det er fascinerende at køre op af en bjergside og kigge ned i dalen, husene bliver mindre og mindre, området man kan overskue bliver større og større, og pludselig er der også nogle skyer der ligger under os, fantastisk. Det er også utroligt at her ligger et hus hist og pist, flot udsigt helt sikkert, mon de har børn der cykler i skole? Efter at have samlet op på toppen, som er et vind omsust pas, er det på med overtræks jakken og ned til Stc. Marie de Campan hvor der igen bliver samlet op, fyldt flasker, taget tøj af, spist lidt og ellers gjort klar til Tourmalet. Der er nu serveret 17km. med et snit på 7,5% og max på 10%, selvfølgelig med det værste på den sidste 1/3 del. Men det kørte godt, jeg kom ind i en god rytme og et godt tråd, og holdt en jævn fart opover bjerget som er karakteristisk ved ikke at have ret mange sving før La Mongie. På alle opkørsler i Pyrenæerne er der for hver km et skilt der fortæller hvor højt du er, hvor mange km du mangler og den gennemsnitlige stigning i % den næste km, nyttig information hvis man ellers kan se ud af øjnene. Der var kommet mere varme i luften inden vi begyndte at køre mod toppen og den varme blev ikke mindre af hårdt arbejde, koge kassen på hovedet kom af, brillerne kom af, så det var til at få det værste sved og salt væk, det svir af h… til. I La Mongie – som er 4-5km fra toppen og skisports sted med masser af pister - hentede jeg Johnny, vores guide på dagens tur, tidligere A rytter og chef mekaniker hos CSC. Det passede ham ikke at blive hentet og sat af igen, det var tæt på ned tur mente han bagefter. Jeg kom op med den første 1/3 del og havde fået lagt hele Kæden afdelingen bag mig, det er noget der tæller når det er konge etapen. På toppen ventede Isabella med tørt tøj, baguette og cola, så var det tid til frokost med en fantastisk udsigt og historier om alle vores lidelser på den lange vej mod toppen. Efter et vel fortjent hvil var det ud over kanten og ned af den lange nedkørsel, hold 1 havde et bonus bjerg som de skulle nå, nemlig Luz Ardiden.

 I Luz-St. Sauveur er der ca. 12km op til Luz ardiden, som er et ski sports sted i 1735m højde , altså samme vej ned igen. Det er igen en flot tur, denne gang er vejen meget snoet med mange hårnåle sving, især på ned kørslen kan man prøve sin køre teknik af her, der kan vindes mange meter ved at køre dem rigtigt. De fra hold 2 der har lyst og mod på Luz Ardiden har fået lov at prøve, vi møder de sidste næsten nede i bunden da vi er på vej hjem, god fornøjelse siger jeg, de er allerede nede i lave gear, der var måske nogle der skulle have sprunget det sidste bjerg over. Vi kører de sidste 20km til Agos-Vidalos og finder vores hotel, 115km og 3300 højdemeter er overstået, der går meget lang tid før de sidste kommer hjem i dag. 

Dag 5 

Igen i dag er der tre bjerge på programmet for hold 1,heldigvis starter vi ud med nogle flade kilometer så de trætte og ømme ben kan komme lidt i gang inden vi skal op af Col du Soulor i 1474m højde. I Argeles-Gazost er det så alvor igen, 20km med 5 % i snit og max 8,5 % , det lyder jo overkommeligt, men dækker over at der er flade stræk og fald flere gange, så det er faktisk temmelig hårdt at køre op. Men udsigten er utrolig da vi kommer op, en stor dyb afgrund kan vi kigge ned i på den anden side af passet og man tænker, hvor skal vi nu hen? Jo vi skal til venstre, lidt ned og så følge en højde ryg rundt om afgrunden, indtil det begynder at gå op mod Col d’Aubisque i 1709m højde. Vejen fra Soulor er smal og temmelig dårlig, undervejs er der en tunnel uden lys og for at gøre den mere spændende drejer den, det er lidt for spændende efter min mening. Mere spændende er de store fugle der svæver rundt ude over afgrunden og tiltrækker sig meget opmærksomhed, en fugle kyndig kan fortælle at det er gåsegribben og at de har et vingefang på ca. 3m, vi skal senere komme til at se meget mere til dem. D’Aubisque blev jo meget berømt i sommer, det var her en hvis kylling kørte sin sidste etape i dette års Tour de France, de kørte bare op den vej vi skal ned af, og det er til at se på vejen, der må være brugt hundredvis af liter maling især på de sidste 5km mod toppen. Men inden da er vi kørt ca. 1km ned fra toppen og drejet ind på en lille restaurant for at spise frokost, pølse, skinke, pate, ost og brød, med udsigt fra terrassen til et ski ressort på den modsatte side af dalen, med flere svævende gåsegribbe meget tæt på, vi behøver ikke at køre mere i dag!! Men det skal vi, det vil sige de første mange km skal vi bare bremse, og det så det næsten giver krampe i hænderne, men vejen er bred og fin så det går hurtigt nedover og snart er vi igen på flad vej. Sidste udfordring i dag er Col de Marie-Blanque, fra Bielle er der 11km op til de 1035m på toppen. Meget urytmisk bjerg at køre på, der er alt fra flad vej til 12 %, det skifter hele tiden og det er ikke til at finde en rytme før den er slået i stykker igen. Fra toppen er det bare at trille ned til Lurbe St.-Christau hvor vores hotel ligger, kun 2200 højdemeter i dag, det var dog en dejlig let dag!! 

Dag 6 

Sidste dag, nu er det med at nyde det, det er sidste chance for at køre i sommer vejr for i år, og det ender vel med at nærme sig de 30 grader sidst på dagen da vi når Bayonne. Ellers byder første halvdel at ruten på meget kuperet terræn, med en top på 500m som dagens højde punkt. Hold 1 havde Dan Frost som guide, og kort efter det store bjerg var der lige en anden bakke han ville vise os, han mente han kunne huske vejen selv om det var langt uden for lands lov og ret, i hvert fald langt ude på landet, det var til at lugte.Vejen var meget smal og meget hullet da den forsvandt ind i skoven og blev meget stejl, men det gik fint indtil en råbte det var forkert og vi skulle til højre. Alle følger trop og vejen stiger endnu mere, men det går stadig godt indtil der bliver råbt at det er forkert og vi skal vende om. Tilbage går det og vi fortsætter op hvor vi allerede har været en gang og så til højre, denne gang bliver det rigtigt stejlt, op mod 20 % hvor det er værst, der skal ikke slækkes meget før cyklen kører baglæns, så det er bare med at hænge i.Efter at have pustet ud på toppen af knolden, kører vi ned til en lille landsby hvor vi skal spise frokost på en lille restaurant hvor Isabella har bestilt pasta med kødsovs og cola. Resten af turen falder terrænet mod havet og det bliver større og større veje med stadig mere trafik på, og det ender i ren kolonne kørsel på en række de sidste km ind til Bayonne, til hotel Ibis som ligger tæt på centrum. Vi skal selvfølgelig de 10km ud til havet og dyppe os, før kan man ikke sige man har kørt Coast 2 coast, men det er noget af et anti-klimaks pludselig at køre mellem biler og på cykelstier når man kommer ude fra de storslåede scenerier vi lige har været igennem. Scener bliver der også på stranden, det viser sig at bølgerne er kæmpe store og de eneste der er i vandet er dem der har et surfbræt, dem er der til gengæld også mange af. Næste scene, som også giver en vis sammen stimlen, er da vi smider cykel tøjet på nær bukserne og styrter ned over stranden for i det mindste at blive en smule våde, for nogle bliver det meget våde, de blive simpelthen væltet af bølgerne. Efter den gang badning cykler vi tilbage mod hotellet og så er den tur faktisk slut, allerede et par timer senere begynder vi at skille cykler ad og pakker dem i traileren. Der er selvfølgelig festmiddag om aftenen hvor der bliver uddelt diplomer, præmier for bedste bjergrytter på de enkelte hold og Dan fortæller lidt om hvordan han syntes ugen er gået. Bortset fra nogle mekaniske problemer, som for det meste blev løst, har der ingen styrt været og alle har cyklet hele vejen, lige bortset fra en som blev taget i at hænge efter en traktor på vej op af Marie-blanque. Og så gik vi i baren og tømte den for øl, ja det gjorde vi faktisk. 

Dag 7 

Afgang fra hotellet kl.9, det regner og det er ikke varmt som i går, selv vejret syntes det er trist vi skal hjem. Bus turen hjem er endnu mere træls end udturen, nu det hele er overstået er der en mat stemning i bussen, forventningens glæde er væk og det kan kun gå for langsomt med at komme hjem og ud af bussen. Vi lander i Odense søndag middag, en sidste omlæsning, farvel og tak for turen vi ses ude på landevejen igen.                                                          

 Jens